Velsignelser og forbandelser i arbejdet med SAK

En biografi er en fortælling og hvad en fortælling end er for noget, så har den med tid at gøre. En god fortælling kræver følgelig god tid. Men en lille time til en fortælling om Søren Aabye Kierkegaard er ikke megen tid og jeg frygter derfor, at det i dag skal gå mig, som det ifølge Kierkegaard gik den kælling, der i bar befippelse over, at der var ildløs i hendes hus, med sig ud på gårdspladsen kun fik reddet ildrageren.
Det vanskelige forhold mellem liv og fortælling er i tilfældet Kiekegaard af ældre dato. Da således professor C.K.F. Molbech året efter Kierkegaards død blev bedt om at tegne et biografisk portræt til en planlagt tysk oversættelse af Enten-Eller, bad han sin ven, filosoffen Hans Brøchner, om råd og vink. Brøchner, der havde kendt afdøde personligt, tænkte sig om og kunne derpå meddele Molbech: "Om hans Liv er der jo overhovedet saa Lidt at sige, naar man vil holde sig til ydre Begivenheder. At han er født den 5te Mai 1813, at han blev Student 1830, Candidat 1840, Magister 1841 og døde 1855, det er jo omtrent hvad der kan angives af ydre biographiske Data, og det er ikke interessant. Desto rigere er vel hans indre Liv, hans personlige Udvikling, men det har fundet sit Afpræg i hans Skrifter, og dets bedste Indhold er vel nedlagt i disse" .
Sådan skriver man en slank biografi. Den vil som forudset af Brøchner selv næppe blive særlig "interessant", men anderledes kan det ikke blive, når man som han ensidigt forbinder biografi med blot ydre begivenheder og indskrænker sig til at anføre Kierkegaards vita academica, men i en slags filosofisk distraktion har glemt hans familiære relationer, forlovelseshistorien, balladen med Corsaren og den spektakulære enmandsrevolution i 1854/55, der som narrativt clou jo er en veritabel foræring til enhver biograf.
Når jeg alligevel har fundet anledning til at citere Brøchner, er det på grund at hans sidste sætning, der er nogenlunde lige så ubanal som hans foregående var trivielle. Ret beset rummer den nemlig en hypotese, der har betydelige, hermeneutiske implikationer. Brøchner hævder jo her, at det begivenhedsløse liv udadtil modsvares af et tilsvarende rigt liv indadtil i form af det, han kalder Kierkegaards personlige "Udvikling". Dette indre liv har, mener Brøchner, fundet sit "Afpræg" i hans skrifter, "og dets bedste Indhold er vel nedlagt i disse".
Med disse bemærkninger har Brøchner (sig selv uafvidende) ikke blot problematiseret en serie konventioner inden for det biografiske paradigme, han har tillige peget på udvekslingen mellem liv og skrift - bios og grafæ - som det helt centrale i den biografiske forståelse af Kierkegaard. Han har, kunne man også sige, haft på fornemmelsen, at Kierkegaards biografi er "nedlagt" i hans skrifter, hvor der følgelig må være mere privat Kierkegaard at finde end Kierkegaard officielt vil være ved. Brøchner er med andre ord på sporet af det, som Friedrich Nietzsche har kaldt en forfatters "ufrivillige selvbiografi". Det er, om jeg så må sige, en sådan ufrivillig biografi, som jeg på Kierkegaards vegne har gjort frivillig, offentlig.

Biografisk animositet
Når man i megen litteratur om Kierkegaard har foretaget, hvad der ligner en systematisk fordrivelse af manden fra værket og almindeligvis fremstiller privatpersonen Kierkegaard som et aparte appendix til et genialt forfatterskab, skyldes det ikke mindst en (i øvrigt ofte ganske velbegrundet) frygt for, at den biografiske portrættering før eller siden vil føre til den store freudianske forsimpling, hvorunder eksistentielle problemstillinger banalt bliver forbundet med forfatterens egne fortrængninger, ødipale konflikter eller barndommens skæbnebeseglende møder med en kold natpotte.
Denne udgrænsning af det biografiske har Kierkegaard som bekendt intensiveret til det rent ud forfærdende. Ingen har som han - såvel personligt som pseudonymt - frabedt sig at blive kigget i kortene og truet enhver, der alligevel forsøgte, med alverdens ulykker. Men hvor gravitetisk Kierkegaard end kan frabede sig al interesse for hans ringe person, så er han lykkeligvis så human at være inkonsekvent. Således kan han anderledes indladende betro eftertiden, at hans "Existents" er den "interessanteste som er ført af nogen Forfatter i Danmark" og at han derfor ville blive "læst og studeret i Fremtiden" . Eller som det hedder med udansk selvbevidsthed i november 1847: "... Og derfor vil just engang ikke blot mine Skrifter, men netop mit Liv, hele Maskineriets intrigante Hemmelighed blive studeret og studeret" . Kierkegaards ydmyghed kan ikke let ligge et ganske lille sted og engang i 1849 synes han på vej mod en slags kulmination i selvbeskenhedens altid krævende disciplin, thi da noterer han i sin journal: "Jeg er ingen Apostel, jeg er kun et Genie".
Studiet af det intrigante maskineri og dets angivelige hemmeligheder er blevet forberedt grundigt af Kierkegaard selv, der tidligt begyndte at redigere i sine optegnelser og at skrive med en klar bevidsthed om, at fremtidige læsere så at sige stod og kiggede ham over skuldrene. Ark fjærnet af Journalen - kan man således læse i dramatisk kursiv, når Kierkegaard har brugt kniven og foretaget fysiske indgreb i sin journal, altså fjernet en eller flere sider, fordi disse sider, tør man nok formode, ikke fremhjalp myten Kierkegaard, men i stedet udleverede manden af samme navn. Talløse indgreb i form af gennemstregning og overkrydsning eller hele siders tætte blækløkker afdækker den aldrig hvilende omhyggelighed, hvormed Kierkegaard planlagde at lade sig genføde posthumt. "Efter min Død", hedder det i den berømte optegnelse, "skal Ingen i mine Papirer (det er min Trøst) finde en eneste Oplysning om hvad der egentlig har udfyldt mit Liv; finde den Skrift i mit Inderste, der forklarer Alt, og som ofte gjør hvad Verden vilde kalde Bagateller til uhyre vigtige Begivenheder for mig og hvad jeg anseer for Ubetydelighed, naar jeg tager den hemmelige Note bort, der forklarer det" .
Optegnelse på optegnelse bevidner til fulde, at den magiske magister behersker de åbenhjertige fortielsers særegne genre, selv i sine mere intime betroelser vender han ligesom blufærdigt ryggen til læseren og når han træder til side, finder man på pulten kun en kryptisk rebus. Kan det være nogen trøst, er Kierkegaard her ikke noget enkeltstående tilfælde. Biografen Leon Edel, der var i færd med at skrive om den store drillepind Henry James, fortæller således, hvordan han med hjertebanken nærmede sig det skrivebord, hvori der ifølge den afdøde forfatter befandt sig en hemmelig skuffe med værdifuldt materiale. Da skuffen blev fundet, viste det sig, at den indeholdt en komplet ligegyldig rekvisition på noget, der engang havde været et par nye briller! Edel beretter, hvordan han nærmest kunne høre en klukkende, underjordisk latter, hvor han stod .
Hemmelige skuffer finder man også hos Kierkegaard, der lader manuskriptet til Enten-Eller bryde frem fra et større skuffedariums indre og flyve lige i favnen på en synligt betuttet pseudonym ved navn Victor Eremita. Tilsvarende har manuskriptet til "'Skyldig?' - Ikke-Skyldig?'" henligget i en palisanderæske på bunden af Søborg Sø i det nordlige Sjælland, hvorfra det først genså dagens lys, da pseudonymen Frater Taciturnus tilfældigt stødte på æsken, en dag han i selskab med en naturforsker besigtigede søens bund med et kikkertagtigt instrument. I klapjagten på den egentlige Kierkegaard skal man derfor ikke glemme, at mystifikation, maskering og fiktion er essentielle træk i hans selvfremstilling og for så vidt netop bidrager til at fremvise den egentlige Kierkegaard.

Fluxus: Journalernes karakter - og Kierkegaards
Med til at destabilisere billedet af Kierkegaard hører det således, at han ikke lader sig følge i et lineært forløb, men tværtimod betjener sig af et krebseagtigt zigzag som sin foretrukne, historiske gangart og kun efterlader sig fragmenter og spredte spor til eftertiden. Han husker ikke, han erindrer - for nu at formulere det med en skelnen, han selv senere bringer på formel og fremhæver som den afgørende forudsætning for enhver kunstnerisk virksomhed. Kun sjældent indskriver optegnelserne deres forfatter i en historisk kontekst, hvorfor man da også over store strækninger leder forgæves efter bemærkninger om det materielle beredskab og de faktuelle mobiliseringer, der nu engang er en ikke uvæsentlig forudsætning for åndens himmelflugt.
Forsøger man derfor at rekonstruere et levet liv hen over en kronologisk akse, vil man således snart erfare, vil man i tilfældet Kierkegaard snart erfare, at forholdet mellem virkelighed og tekst sjældent er 1:1. Tværtimod har Kierkegaard omtrent fra det øjeblik, han første gang førte pennen hen over papiret, har gjort den kunstneriske fremstilling til sin helt personlige. End ikke de biografiske kulminationspunkter er ligefremt tilgængelige. Således findes forholdet til Regine kun yderst fragmentarisk gengivet i journalerne fra selve forlovelsestiden og man skal reelt helt frem til slutningen af august 1849, før Kierkegaard præsenterer eftertiden for en summarisk fremstilling af sit (som det fremdeles nøgternt hedder) "Forhold til 'hende'" - men at heller ikke denne fremstilling er en empirisk rapport fremgår af regiebemærkningen "noget Digterisk" . Tilsvarende er det dybt ambivalente forhold til faderen så godt som ubeskrevet i de tidligste journaler og det er først efter dennes død, at man sporer tegn på faderligt liv i Kierkegaards journaler, voldsomst i den famøse optegnelse om "Den store Jordystelse", der i øvrigt byder på næsten uoverstigelige vanskeligheder såvel genremæssigt som kronologisk. Forholdet til moderen er anderledes medgørligt - hun er simpelt hen ikke nævnt med en stavelse!
Når derfor Kierkegaard vedholdende kalder sig "Digter", er det en stillingsbetegnelse, hvis rigtighed Journalerne bekræfter til noget nær overmål. Med udtalt sensibilitet for sine optegnelsers flygtige væsen er det da heller ikke en smålig kronikør Kierkegaard har i kikkerten, ikke en kildekritisk snushane, når han forestiller sig sin fremtidige biograf, men akkurat noget så storladent som en kongenial "Digter", thi som det hedder i en udateret optegnelse fra 1846: "Netop for Erindringen, for den poetiske Erindring tager min Produktivitet sig ud, og der vil nok komme den Tid, da Pigerne skulle rødme af Begeistring, naar en Digter vil fortælle hele mit Existents_Anlæg" .

SAK
Nu rødmer pigerne jo ikke så meget mere, som de gjorde engang, og jeg er ingen digter, men med biografien SAK. Søren Aabye Kierkegaard har jeg ønsket at rehabilitere en historisk-biografisk læsning, der rækker ud over den ideologisk-polemiske biografi, som den kendes fra blandt andre Georg Brandes og Johannes Hohlenberg, der henholdsvis ønskede at hæmme og at fremme Kierkegaards indflydelse på dansk åndsliv. SAK har ladet de ideologiske opråb vige pladsen for stoflighed, historisk konkretion, detaljeringsgrad og psykologisk realisme. Jeg har således forsøgt at styre SAK ud igennem det smalle stræder, der snor sig mellem hagiografiens blussende pathos på den ene side og afmytologiserings anæmiske naturalisme på den anden side for i stedet at fortælle mandens liv eller - om man vil - udfolde hans liv som fortælling. Min metode er i et vist omfang foregrebet af Kierkegaard selv, der forklædt som Vigilius Haufniensis giver følgende mini-biografi den idealtypiske biograf: "Som den psychologiske Iagttager bør være smidigere end en Liniedandser for at kunne bøie sig ind under Menneskene og eftergjøre deres Stillinger, som hans Taushed i Fortrolighedens Øieblik bør være forførerisk og vellystig, at det Forborgne kan finde Behag i at smutte frem og smaasnakke med sig selv i denne konstigt tilveiebragte Ubemærkethed og Stilhed, saaledes bør han ogsaa have en digterisk Oprindelighed i sin Sjel til strax at kunne skabe det Totale og Regelmæssige af hvad der i Individet bestandig kun er deelviis og uregelmæssigt tilstede" .
Da jeg skulle foretage mine indsnit i det monstrøse materiale, var det da også min stadige stræben at aflokke stoffet dets narrativitet, så de skæbner, jeg havde i min varetægt, ikke faldt fra hinanden i kantede, klangløse blokke, men føjede sig ind i en sammenhængende fortælling med puls og pointe. Uden at digte hen over kendsgerningerne har SAK således sat sig for at gøre afstanden mellem den sande historie og den gode fortælling så kort som mulig. Opfyldte materialet ikke mine narrative kriterier, måtte det lægges til side - og lægges til side med en selektiv gestus, der i en og samme bevægelse angiver biografiens grænse og rummer biografens privilegium. I al sin ikke-visualiserbarhed lever det absolutte paradoks derfor livet farligt i en biografi , men også en lang række andre begreber og problemer - forelæsningsnoter, excerpter etc. - må nødvendigvis styrte igennem den tynde, biografiske membran og gøres til genstand for analyser andetsteds. En biografi er nu engang en biografi .
Biografen må af sproglige og historiske grunde naturligvis operere med Kierkegaard som én person i bestemt form, men den obligatoriske singularis må ikke få biografen til at overhøre flerstemmigheden i sin genstand. Som megen anti-biografisk litteratur har ønsket at fordrive den 'virkelige' mand fra værket, således har mange biografer drastisk reduceret et ukendt antal 'uvirkelige' mænd inde i værket. I et bevidst modtræk hertil har jeg ikke ønsket at fastlægge figuren Kierkegaard entydigt, så man ved, hvem han er på side 18, finder ham forudsigelig på side 42 og triviel på side 81. Jeg har i stedet bestræbt mig på at holde figuren åben og i videst mulige omfang forsøgt at gøre manden og skribenten bevægelig, så han i al sin sammensathed kunne udvikle og forandre sig og måske endda pludselig forsvinde for øjnene af læseren, som derved i sidste og afgørende instans blev den, der med sit eget fortolkningsberedskab (indlevelsesevne, erfaringer og hvad nu) fyldte figuren ud og gav den retning, skæbne, om man vil.
Denne flerhed af forfattere i forfatteren Kierkegaard modsvares i biografien af en flerhed af mindre historier i den store historie. Sideløbende med min portrættering af Kierkegaard har jeg ønsket at genindsætte ham i hans egen tid, så hans samtidige kunne genvinde nogle af deres historiske proportioner og måske endda få en lille andel i den genialitetens nimbus, som Kierkegaard ellers er løbet med det globale patent på.
Tværs igennem og på undersiden af den store fortælling om Kierkegaard løber således en mængde småfortællinger, stemninger og tilstande, kriser og udfrielser, som Kierkegaard forbinder sig til eller forbliver uvidende om, hvilket i begge tilfælde, positivt og negativt, øger læseren udblik til mandens erfraringshorisont. Derved ønsker SAK noget for en biografi så fordringsfuldt og genretypisk som at ville være speculum vitae, et livets spejl og et spejl af livet i al dets svimlende diversitet.

Den pseudonyme selvbiografi
Hvad man kunne kalde biografisk evident materiale er så righoldigt repræsenteret i forfatterskabet, at enhver apologia biographica synes ikke blot overflødig, men slet og ret så absurd, at man vist skal være akademiker for at kunne føle sig fristet. Den praksis, som Kierkegaard indledte med "Diapsalmata", som for størstedelens vedkommende er et stykke tidlig parallelimport direkte fra Kierkegaards egne journaler og ført ind i førstedelen af Enten-Eller, fortsætter han artistisk målrettet op igennem hele forfattervirksomheden, således at grænserne mellem udgivne værker i andres navne og journalerne skrevet i eget navn igen og igen viser sig at være flydende. Frapperende ofte vil man kunne iagttage, hvordan større eller mindre tekststykker kun let bearbejdede løftes direkte fra Journalerne over i Værkerne. Jo længere frem i tiden, Kierkegaard kommer, desto mere åbne bliver disse grænser, hvad fx Tvende ethisk_religieuse Smaa_Afhandlinger fremviser så umiskendeligt, at det er tvivlsomt, om det overhovedet længere giver mening at tale om grænse.
Den ofte fremførte indvending mod den kierkegaardske biografi, at allerede pseudonymiteten umuliggør den, har aldeles skygget for den indsigt, at Kierkegaard ved at udgive sine skrifter pseudonymt har kunnet tillade sig at skrive overordentlig privat. Hvad man i Kierkegaards journaler formenes adgang til, fordi han her skriver i eget navn og allerede har fremtidens imaginære læsere ved sin side, giver de pseudonyme skrifter langt mere ligefrem indsigt i, fordi Kierkegaard takket være den pseudonyme signatur har kunnet distancere sig til sin skrift og derfor tillade sig en særlig åbenhjertighed. Hans harmfulde reaktion på kritiske anmeldelser skyldes ikke kun såret forfængelighed, men tillige at hans skrifter - også - har bekendelseslitteraturens selvudleverende karakter. Han har skrevet uhørt tæt ind på sig selv. Med velgørende få parader hedder det i 1847: "Mit Tungsind har gjennem mange Aar gjort, at jeg ikke kunde komme til at sige i dybeste Forstand Du til mig selv. Imellem mit Tungsind og mit Du laae en heel Phantasie Verden. Det er den, som jeg tildeels har udtømt i Pseudonymerne" . Skriften er det sted, hvor han bearbejder sine traumatiske erfaringer, mere ligefremt kan det næppe formuleres, at Kierkegaard - også - anvender sin skriven i terapeutisk øjemed.
Vil man udlede den ufrivillige selvbiografi af de skrifter, som Kierkegaard har afsværget sin personlige delagtighed i, må man gribe til andre midler og eventuelt gøre brug af Vigilius Haufniensis' erfarne råd om at tilvejebringe den fortrolighedens forføreriske situation, hvor "det Forborgne kan finde Behag i at smutte frem og smaasnakke med sig selv". En sådan småsnakken bagom ryggen på skribenten finder sted, når biografen lægger øret til tekstens fortrængninger og indre modsigelser eller holder et vågent øje med dens blinde pletter, metaforer og allegorier, der i visse tilfælde kan afsløre sider af skribenten, som skribenten selv forsøger at undertvinge eller kun vil meddele indirekte. Der falder således nyt lys over termen indirekte meddelelse, når den tænkes sammen med forestillingen om den ufrivillige selvbiografi: Kierkegaard meddeler sig selv indirekte.
Når Kierkegaard vedholdende kalder sig "Digter", er det for angive det storforbrug af virkelighed, der finder sted i den litterære totalentreprise. Evident er det, at han skrev om sit liv; plausibelt er det også, at han forsøgte at skrive sit liv om; men derover må man ikke glemme, at Kierkegaard også skrev sig til liv: "Kun naar jeg producerer befinder jeg mig vel. Da glemmer jeg alle Livets Ubehageligheder, alle Lidelser, da er jeg hos min Tanke og lykkelig. Blot jeg et Par Dage lader det være, bliver jeg strax syg, overvældet, besværet, mit Hoved tungt og betynget. En saadan Trang, saa rigelig, saa uudtømmelig (...) en saadan Trang er jo dog vel ogsaa et Guds Kald" . Kierkegaards arbejdsdag var angiveligt ikke bare enkel, men tillige fortryllende i al sin kunstneriske fylde.: "Jeg staaer op om Morgenen og takker Gud - saa begynder jeg Arbeidet. Til bestemt Tid om Aftenen bryder jeg af, takker Gud - saa sover jeg. Og saaledes lever jeg, om end i enkelte Øieblikke ikke uden Anfald af Tungsind og Veemod, dog væsentligen Dag ud og Dag ind i den saligste Fortryllelse".
Til denne fortryllelse bidrog ikke mindst den udstrakte omhu med de stilistiske detaljer, den daglige manøvre med pennen hen over papiret, igen og igen, om igen og forfra, så teksterne omsider kunne forløses i den rette temperatur og stemning. Stil er lige dele sensibilitet og slid og Kierkegaard kan i en slags eufori over håndelagets lyksaligheder beskrive, hvordan han har kunnet "sidde Timer forelsket i Sprogets Lyden", som når en "Fløitespiller underholder sig med sin Fløite" ; han kan kommentere sin tegnsætning og præcisere sin fremtidige "Interpunktion" og begrunde hvorfor han nu foretrækker "Semikomma" i stedet for "Komma" og konsekvent nok glemmer han ikke at bede læseren læse højt, så man kan fornemme "det Rhetoriske" og "Rythmiken" . Ingen har da heller skrevet så dansk om det danske sprog som netop Kierkegaard: "Nogle af mine Landsmænd mene, at Modersmaalet ikke skulde være dygtigt til at udtrykke vanskelige Tanker. Dette synes mig en besynderlig og utaknemlig Mening (...) Jeg føler mig lykkelig ved at være bunden til mit Modersmaal, bunden som maaskee kun Faa er det, bunden som Adam var til Eva, fordi der ingen anden Qvinde var (...) et Modersmaal, der er riigt i indre Oprindelighed, naar det udvider Sjelen, og lyder vellystigt i Øret med sin søde Klang; et Modersmaal, der ikke stønner forfangent i den vanskelige Tanke, [ - ] og derfor er det maaskee Nogen troer, at det ikke kan udtrykke den, fordi det gjør Vanskeligheden let ved at udtale den; et Modersmaal, der ikke puster og lyder anstrænget, naar det staaer over for det Uudsigelige, men sysler dermed i Spøg og i Alvor indtil det er udsagt; et Sprog, der ikke finder langt borte, hvad der ligger nær, eller søger dybt nede, hvad der er lige ved Haanden (...) et Sprog, der ikke uden Udtryk for det Store, det Afgjørende, det Fremtrædende, har en yndig, en tækkelig, en livsalig Forkjærlighed for Mellemtanken og Bibegrebet og Tillægsordet, og Stemningens Smaasnakken, og Overgangens Nynnen, og Bøiningens Inderlighed og den dulgte Velværens forborgne Frodighed; et Sprog, der forstaaer Spøg nok saa godt som Alvor: et Modersmaal, der fængsler sine Børn med en Lænke, som 'er let at bære _ ja! men tung at bryde'" .
Med til Kierkegaards retoriske beredskab hører blandt andet beherskelsen af et fænomen, som man ikke har nogen dansk betegnelse for, næppe heller norsk, og som vi derfor i mangel af bedre bare kalder timing. I denne kunst er Kierkegaard en veritabel mester og lad mig anføre et eksempel. Det hidrører fra en opsats i førstedelen af Enten-Eller betitlet "Vexeldriften", hvori Æstetiker A instruktivt orienterer sin læser om, hvordan man bedst undgår at kede sig. Man bør afholde sig fra venskab, endnu mere fra ægteskab, naturligvis, thi som han forklarer: "Har man Kone, er det vanskeligt, har man Kone og maaskee Børn, er det besværligt, har man Kone og Børn, er det umuligt". Umiddelbart efter denne klassiske, retoriske kadence hedder det videre i en slags let modifikation, der leder frem til den pragt- og magtfulde brug af Kierkegaards tankestreg: "Vel har man havt Exempel paa, at en Zigeunerinde har baaret sin Mand paa Ryggen gjennem Livet, men deels er dette en Sjeldenhed, deels ogsaa i Længden trættende - for Manden" .

SAKtualitet
Hvad kan man bruge Kierkegaard til? Jeg ved det ikke. Måske er det heller ikke rimeligt at ville bruge Kierkegaard til noget, ja måske kan man ligefrem hævde, at det vigtigste ved Kierkegaard netop er det forhold, at han ikke lade bruge til bestemte forhold, at han ikke lader sig instrumentalisere, som det også hedder. Jeg vil anbefale, at man begynder at læse Kierkegaard, som man gerne gør, når man står med en ny bog i hænderne, man bladrer lidt, slår op på en tilfældig side, diagonallæser, læser en overskrift, videre til en ny side, en mellemrubrik, skumlæser atter og så måske - ind i reolen igen, det var ikke rigtig noget. I tilfældet Kierkegaard er der lykkeligvis så enorme mængder at tage af, så man kan bare lade sine fingre glide ned over rækken af rygge og hive til et vilkårligt sted, hvorefter man står med et nyt værk, der måske er anderledes pågående i sin henvendelse og som man derfor sætter sig til at læse. Man er kommet indenfor i hans uhyre skriftlabyrint og ingen aner, hvor man ender. Endsige om man nogensinde kommer ud igen.
Og når man læser Kierkegaard, skal man som noget af det første øve sig i at aflægge den ærbødighed, som læsningen af udødelige tanker har det med at udvirke i læseren. Man skal gøre som Kierkegaard, der inden for samme værk kan springe fra genre til genre, hvorfor også læseren kan tillade sig at springe - eksempelvis de sider over, man ikke forbinder sig til. Ingen har nemlig sagt, at Kierkegaard er allermest Kierkegaard de steder, hvor han er alleremest uforståelig, det kunne jo være, at Kierkegaard er allermest Kierkegaard, når man forstår ham. Der gør heller ikke noget, hvis man til en begyndelse læser Kierkgaard på omtrentlighedens betingelser og altså ikke begriber hver eneste linie, det kommer nok med tiden, hvis man altså synes det er umagen værd.
Er Kierkegaard aktuel? Han var i al fald påfaldende profetisk. Engang i 1847 sætter Kierkegaard sig således til at skrive om noget, han dybest set ikke har forstand på, "Natur-Videnskaben", der i hans sprogbrug bliver en generel betegnelse eller en stor metafor for det modernes tilsynekomst. Og som bl.a. får følgende skudsmål: "Af alle Videnskaber er Naturvidenskaben den allerfadeste, og det har for mig en Moerskab at betænke, hvorledes Aar efter Aar det bliver Trivielt som engang vakte Forbauselse (...). Hvilken Opsigt vakte det ikke: at stetoscopere. Og nu vil det snart komme saavidt, at enhver Barbeer gjør det, saa han, naar han har taget Eens Skjæg af spørger: ønsker De maaskee ogsaa at blive stetoscoperet. Saa vil da En igjen opdage et Instrument til at høre Hjernen banke. Det vil vække uhyre Opsigt, indtil om 50 Aar enhver Barbeer kan gjøre det. Naar man da paa en Barbeerstue har faaet sit Haar klippet, sit Skjæg aftaget, og er stetoscoperet (thi det vil til den Tid være ganske almindeligt) saa spørger Barberen: ønsker De maaskee ogsaa at jeg skal høre Deres Hjerne banke" .
Barberen er forekommende (gelassen som man sagde i gamle dage) og hans spørgsmål ment som en tjenstvillig ydelse, men det minder mest af alt om trussel og overgreb. Hjernens bankelyde er ikke længere den enkeltes indre anliggende, der unddrager sig andres lytten og begloende blikke, men lader sig nu opfange af et livløst sladrende instrument, som ublufærdigt gengiver, hvad der skulle have været omgivet af tavshed. Og tværs igennem det komiske situationsbillede fra barberens salon mærker man Kierkegaards gysen ved tanken om reduktion af ånd til mekanik. I dette grelle lys foregriber scenen i salonen senere tiders kliniske diskussion af mindstekriterier for forlængelse af et liv, hvor kun de bittesmå bankelyde i hjernen er blevet tilbage.
Hvorledes øget indsigt ikke uden videre ledsages af øget retfærdighed, fremgår af en mængde optegnelser, deriblandt denne: "Fra Naturvidenskaberne vil udbrede sig den sørgeligste Differents mellem Eenfoldige, som troe eenfoldeligen, og Lærde og Halvstuderede _ som have seet gjennem Mikroskopet. Man tør da ikke mere som i gamle Dage frimodigt henvende sin Tale om det eenfoldige Høieste til alle, alle, alle Mennesker ligegyldigt enten de ere sorte eller grønne enten de have store Hoveder eller smaa: man maa først see, om de have Hjerne nok - til at troe paa Gud. Havde Christus vidst det om Mikroskopet, saa havde han først undersøgt Apostlene" .
Politisk er Kierkegaard omtrent uindfangelig. Snart er han gammelkonservativ, snart anarkistisk, snart en slags kristen socialist, det kan undertiden være svært at følge med, men hvis hans realpolitiske kompetence er minimal, så er hans fornemmelse for det moderne samfunds psykologiske omkostninger til gengæld fænomenal. Når han visse steder vender sig mod demokratisering og "Communisme", er det fordi den i hans øjne netop ikke fører ikke til alles lighed, men til en gnidret smålighed, en alles kamp mod alle. Den tidligere frygt for overordnede instanser, sociale som religiøse, er blevet erstattet af frygten for at adskille sig fra de andre, at falde uden for gennemsnittet. Kierkegaard er da heller ikke i tvivl om følgerne af den ny offentlighedsstruktur. Den bliver slet og ret "Danmarks Grundskade: Smaalighed, Menneskefrygt i Forhold til Ligemænd, Bysnak, Bagtalelse, Mangel paa Frimodighed til at vedstaae en Overbevisning (...) Spioner i Familielivet, Pottekiggere i Husholdningerne. Kort Alt, hvad et høistæret Publicum maatte behage" .
Om det moderne siger Kierkegaard ikke noget, som ikke også andre har sagt, men han siger det, før nogen anden kommer på at sige det. Som en af de første har han fornemmet, hvordan det moderne menneske hverken taler eller tier. Det moderne menneske snakker: "Hvad er det at snakke? Det er Ophævelsen af den lidenskabelige Disjunktion mellem at tie og tale. (...) Ved denne Snakken hæves nu Distinktionen mellem det Private og Offentlige i en privat_offentlig Snaksomhed, der omtrent svarer til hvad Publikum er. Thi Publikum er det Offentlige, der interesserer sig for det allermeest Private". Videre hedder det: "Og ligesom Publikum er en reen Abstraktion, saa bliver tilsidst den menneskelige Tale det ogsaa, der bliver Ingen mere som taler, men en objektiv Reflexion afsætter efterhaanden et atmosphærisk Noget, en Abstraktions-Lyden, der vil gjøre den menneskelige Tale overflødig, ligesom Maskinerne gjøre Arbeiderne overflødige. I Tydskland har man endog Haandbøger for Elskende, saa ender det vel med, at et elskende Par kan sidde og tale anonymt med hinanden" . Hør, var der ikke en, der sagde chat?

Kierkegaards København
SAK er også en bog om byen, Kierkegaards by, København. Thi københavner var han jo, Kierkegaard, med stort K endda og han kendte byen som sin egen bukselomme eller måske bedre endnu - i denne sidste formulering kan man lægge, hvad man vil. Nogle bevarede regninger fra skomager Sølverborg bevidner med tørre tal, hvordan han bogstavelig talt sled sig igennem byen. Han brugte en speciel slags støvler med indlagte korksåler, der sikkert har skullet skåne de svage ben, men også ganske passende for denne selvbestaltede "Politispion", der lydløst fjedrende listede rundt i sin by. Det var dyrt. Støvlerne kostede otte rigsdaler, og alene i oktober 1849 har han fået forsålet og bagflikket dem hele fem gange . Få har da også som han taget de københavnske gader og stræder og gyder med ind i sit forfatterskab, de er der næsten allesammen - alfabetisk lige fra Amagerbro til Østerport.
Da den tyske rejsebogsforfatter Hermann Achenbach besøgte København i 1836, hæftede han sig blandt meget andet negativt ved den "modbydelige Hylen", der udgik fra frugt- og grønsagskællingerne, som gjorde sig skyldige i "en saa afskyelig Krænkelse af al Harmoni, at man skulde være Dansker for at kunne vænne sig dertil" . Det var Kierkegaard heldigvis, dansker, så han ikke bare vænnede sig til larmen, han nød den ligefrem og registrerede med sit fine øre, hvordan valbykonerne omkring springvandet på Gammeltorv falbød fjerkræ og friske æg og rejekællingerne på Gammel Strand skrålede sig hæse med deres fisk og amagerkonerne ved Højbro Plads råbte med brøndkarse eller "Bruunkars", som Kierkegaard skriver, idet han har overtaget deres halv-hollandske udtale. Til andre tider er det en søndagsstemning, der pludselig fortætter sig så vidunderligt, at den må ned på papiret: "Solen skinner saa skjønt og livligt ind i mit Værelse, Vinduet staaer aabent i det næste; paa Gaden er Alt stille, det er Søndag-Eftermiddag; jeg hører tydelig en Lærke, der uden for et Vindue i en af Nabogaardene slaaer sine Triller, uden for det Vindue, hvor den smukke Pige boer; langt borte fra en fjern Gade hører jeg en Mand raabe med Reier; Luften er saa varm, og dog er hele Byen som uddød".
Kierkegaards geografiske radius - med Sædding som det vestligste punkt, Viborg som det nordligste og Berlin som det både østligste og sydligste - står unægtelig i et ejendommeligt forhold til hans nuværende globale status, men eftersom ånd og forfløjenhed sjældent har meget med hinanden at bestille, har Kierkegaard med sindsro kunnet gøre København til sin verden. Gadefilosoffen Kierkegaard er ikke et stykke pastelfarvet mytologi, men en historisk realitet.
Den tidligere nævnte Hans Brøchner spadserede tit med Kierkegaard under armen og kan berette, hvordan den årvågne københavner foretog sine psykologiske studier, men han mindes også om de uregelmæssigheder i spadsereturen, som magisterens iltre krebsegang gav anledning til. Brøchner mindes: "Paa Grund af det Uregelmæssige i hans Bevægelser, der vistnok hang sammen med hans Skjævhed, kunde man aldrig holde den rette Linie naar man fulgtes med ham; man blev altid successivt trængt ind efter mod Husene og Kjælderhalsene, eller ud efter mod Rendestenen. Naar han saa tilmed gesticulerede med Armen og sin Spanskrørsstok, blev det endnu mere en Marsch med Forhindringer. Man maatte af og til benytte en Leilighed til at komme om paa den anden Side af ham forat vinde den fornødne Plads" . Citat slut. Det var en ånd, der var ude at gå, en dialektisk ånd, derfor den megen zig-zag på fortovet.
Lad os ikke glemme de historiske forhold: "Kjøbenhavn er en meget skiden By", skriver Dr. Hornemann i 1847, "enhver der fra Landet kommer ind gennem Byens Porte, bliver strax slaaet af den slette Luft" . Byens omkreds var den samme som den, Christian IV havde afstukket to århundreder tidligere, og siden var befolkningen vokset til det seksdobbelte. Grundejerne havde kronede dage, selv den mindste tomt blev bebygget, nye etager skød op på gamle huse, ligesom også kældre, lagerrum, brændeskure, ja selv hønsehuse blev inddraget til beboelse. København var en sand bakteriebombe, men ingen tog rigtig de løftede pegefingre alvorligt. Husdyrhold indenbys var stadigvæk tilladt og ifølge en registrering fra 1840 var der i København 2.777 heste, 1.450 køer og 739 svin samt et ukendt antal høns. 1840 var Søren og Regines forlovelsesår, så man var ud at promenere, var der altså rigeligt at promenere udenom.
Byens latriner er et kapitel for sig og af den mere delikate slags. De var indrettet efter det gamle grubesystem, hvorefter latrinen samledes i store kældre eller fordybninger i jorden med plads til adskillige læs - så kunne man nøjes med at tømme dem en eller to gange årligt. Tømningen besørgedes af natførere, som, deraf navnet, kun måtte udføre latrinen om natten og efter ganske bestemte retningslinier. De blev dog stedse overskredet - en politirapport fra 1854 beretter om natførere i noget så uhensigtmæssigt som galop! Latrinen førtes over Knippelsbro, gennem Christianshavn og ud på Amager til de renovationskuler, man havde indrettet 1777 og uophørligt brugt lige siden. Så hvis man undrer sig over, hvorfor der altid er så grønt på Amager, skal man altså ikke undre sig mere. Natførerne tog sig godt betalt, så folk forsøgte ofte at skaffe sig af med latrinen på anden vis, man kunne jo hælde det ud i rendestenen eller plaske det ned i kældersumpen - så var den potte ude. Og det stank selvfølgelig, men det var ikke det værste, (det kunne man leve med) nej, det værste var, at latrinen også sank og dermed kom i forbindelse med drikkevandet (og det kunne man dø af). Drikkevandet nåede byen gennem lange trærender, der almindeligvis var gravet flere meter ned i jorden. Når vandet omsider nåede frem, havde det været så længe undervejs, at dets kvalitet var faldet drastisk. Et eller andet sted på turen var renderne som regel rådne, og hyppigt lå de lige op ad utætte latringruber, som de undertiden ligefrem krydsede igennem. Ikke sjældent blev også døde fisk pumpet op med vandet eller endnu levende igler, haletudser og ål. Da vandet i 1842 var ekstraordinært ringe, klagede man til "Vandkommissionen", men her slog man koldt vand i blodet på de opskræmte brugere ved - måske en anelse bureaukratisk - at bekendtgøre: "Vandets væmmelige Egenskaber tjene som Advarsel mod Brugen deraf" . Samme år rasede en tyfusepidemi i Bredgadekvarteret, men først da man et par år senere gravede ned til de gamle render, fandt man forklaringen på sygdommens ret lokale rasen: Et hul så stort som en knytnæve førte fra den underliggende vandrende til den overliggende kloak, som modtog afløbet fra Frederiks Hospitals lighus.

Exit: exemplum
Jeg skal til at slutte, men det skal ikke være nede i en københavnsk kloak, det skal være med et stemningsbillede fra 1851; det er tredie tirsdag i april og Kierkegaard er for første og sidste gang i sit liv flyttet udenvolds til Østerbrovejen, hvor han har installeret sig i en stor, nybygget villa, smukt beliggende ud til Sortedamssøen, lige dér hvor Willemoesgade nuomstunder løber ud i Østerbrogade. Huset, der blev nedrevet i 1897, var omgivet af haver og gartnerier, og området havde i det hele taget et landligt præg. Der var plads til to familier i stuen og til en enkelt på første sal, hvor Kierkegaard holdt til med udsigt ud over søen.
Sine værelser forlader Kierkegaard hver morgen for at tilbagelægge den lille kilometer, der er ind til byen. Turen hjem op af formiddagen fører ham ud gennem Nørreport til stien langs søen eller ned gennem Farimagsgade og på denne strækning møder han tit Regine, der har forladt sin herskabslejlighed omme i Bredgade, hvor hun bor med sin mand, Fritz Schlegel, som hun har været gift med siden 1847. De to mennesker, Søren og Regine, har ikke talt sammen siden mandag den 11. oktober 1841, hvor forlovelsen ophørte. Møderne derude ved søerne er da også altid ordløse, men tilsvarende intense i brugen af et nøje afstemt mimetisk register, som de to fordums forlovede benytter i de sitrende sekunder, de har til disposition, når de passerer hinanden. Der er tale om en slags utroskabens troskyldighed, som udfolder sig efter faste regler, periodevis på grænsen til det rituelle. Kierkegaard skildrer møderne med en detaljeringsgrad, der nærmer sig det smertelige, fastholder tidspunkter, afstande, variationer i ruten, vindretning, vejrlig i det hele taget. Det er som ville han sikre sig, at møderne til enhver tid kunne gentages, så de to tavse skikkelser i al evighed skulle kunne komme langsomt og lydløst gående mod hinanden på den samme smalle lille sti langs søen og så forsvinde i hver sin retning uden at se sig tilbage. "I Løbet af den sidste Deel af 1851 mødte hun mig hver Dag", hedder det i et tilbageblik fra maj 1852. "Det var ved den Tid, naar jeg gik hjem om Formiddagen Kl. 10 paa lange Linie. Det var præcise paa Klokkeslet; og Stedet blev blot forlagt længere og længere hen paa Veien til Kalkbrænderiet. Hun kom gaaende som fra Kalkbrænderiet. (...) Saaledes gik Dag efter Dag".
Kierkegaard er efterhånden "saa frygtelig kjendt", at disse møder med en "eenlig Dame" i de tidlige formiddagstimer uden for voldene virker påfaldende og kan foranledige snak og sladder. Han har bemærket, at et andet par, der også mødes regelmæssigt og "kjendte os Begge", er begyndt at kigge lidt for nysgerrigt. Han tænker derimod ikke på, hvad Fritz Schlegel mon tænker, når han erfarer, at hans ægteviede hustru igen er påfaldende tidligt i tøjet og ude at spadsere. Alligevel har han kunnet fornemme, at møderne har mistet mere og mere af deres troskyldighed: "Saa maatte jeg foretage en Forandring". Den første dag i det nye år ville han vælge en anden vej. "Det blev ogsaa holdt. Den 1 Januar 1852 blev min Vei forandret, jeg gik hjem ad Nørreport. / Saaledes gik der en Tid, vi saaes ikke. En Morgen møder hun mig paa Stien ved Søen, hvilken Vei jeg nu pleiede at gaae. Jeg gik ogsaa den næste Dag denne min sædvanlige Vei. Hun var der ikke. For en Forsigtigheds Skyld forandrede jeg dog min Vei fremtidigen og gik ad Farimags_Veien, og gjorde tilsidst Veien hjem ubestemt".
Dette synes at have været en forholdsvis effektiv metode. "Men hvad skeer? Nogen Tid er gaaet, da møder hun mig en Morgen Kl. 8 i Alleen udenfor Østerport, ad hvilken Vei jeg hver Morgen gaaer til Kjøbenhavn. / Den næste Dag var hun der dog ikke. Jeg vedblev uforandret at gaae denne min Vei til Byen, som jeg ikke godt kan forandre. Her har hun saa oftere mødt mig, stundom ogsaa paa Volden, ad hvilken jeg gaaer til Byen. Maaskee er det Tilfælde, maaskee. Jeg kunde ikke forstaae, hvad hun paa den Tid kunde vilde ad den Vei; men som jeg lægger Mærke til Alt, lagde jeg Mærke til, at det især var, naar det var Østenvind, at hun kom ad den Vei. Saa kunde det jo være, fordi hun ikke kunde taale Østenvinden paa lange Linie. Dog - hun kom ogsaa naar det var Vestenvind".
Regine forbliver gådefuld, hun kommer gående som en gudinde ud af intet, viser sig steder, der forekommer tilfældige, men som næppe er det, udebliver, toner atter frem og vælger vindretninger, der skaber forvirring i Kierkegaards slutninger. "Da kom min Geburtsdag. Ellers er jeg altid ude paa min Geburtsdag, men jeg var ikke ganske vel. Jeg blev altsaa hjemme, gik som sædvanligt til Byen om Morgenen for at tale med Lægen, da jeg havde betænkt at celebrere min Geburtsdag med noget Nyt, jeg aldrig før havde smagt, americansk Olie. Strax udenfor min Dør, paa Fortouget lige før Alleen møder hun mig. Som det saa ofte gaaer mig i den senere Tid, jeg kan ikke lade være at smile naar jeg kommer til at see hende - ak, hvilken Betydning har hun ikke faaet! - Hun smilede igjen, og derpaa hilsede hun. Jeg gik et Skridt forbi, derpaa tog jeg Hatten af, og gik videre" .
De to mennesker ses sidste gang den 17. marts 1855. Fritz Schlegel var blevet udnævnt til guvernør over De dansk-vestindiske Øer og på selve afrejsedagen forlader Regine i al hast sin lejlighed i Bredgade og går ud i byen i håbet om at møde sin gamle, gådefulde kærlighed. Og som var det en Styrelsens sidste generøse gestus over for de to, hvis livsfortællinger blev så ubændigt forbundne, går der ikke længe, før Regine får øje på den velkendte skikkelse med den bredskyggede hat. Idet hun passerer ham, siger hun med den stilleste stemme: "Gud velsigne dig - gid det maa gaa dig godt!" Kierkegaard nærmest forstener, men får dog lige lettet lidt på hatten og hilst på sin gamle kærlighed - for sidste gang nogensinde . Så skynder Regine sig tilbage til lejligheden i Bredgade og lader som slet ingenting.
Og med billedet af manden med hatten i hånden og kvinden i den tomme lejlighed er det vist bedst - kan jeg også se på mit ur - at indføre en lille pause i ordstrømmen lige her og nu.
Tak for opmærksomheden.